Bælgfrugter i hverdagen
Lær at skabe velsmagende og mættende retter med danske bælgfrugter
Bælgfrugter kan meget mere end at være tilbehør. På dette kursus lærer du at bruge danske ærter, bønner og linser som en naturlig del af den mad, du laver til hverdag.
Bælgfrugter er rige på protein og kostfibre og kan være med til at gøre hverdagens måltider både mættende og næringsrige. Når de kombineres med korn, åbner de samtidig for mange muligheder i et mere varieret og planterigt køkken.
Sammen med kok og gæsteunderviser Kristian Jæger arbejder du med tilsmagning, konsistens og opbygning af retter. Du får konkrete teknikker og opskrifter, som er nemme at tage med hjem – og som ikke kræver ingredienser, der er svære at finde.
På kurset laver vi
- Tre slags hummus med danske Ingridærter
- Cremet kornotto med hestebønner, tør ost og syltede mungbønner
- Ingridærter i cremet karrysauce med løg og varmt, hjemmebagt pandebrød
Undervejs lærer du blandt andet, hvordan bælgfrugter kan skabe cremethed og fylde, og hvordan du får balance mellem fedme, syre, salt og krydderier. Du oplever også, hvordan kombinationen af korn og bælgfrugter kan danne grundlag for mættende, proteinrige måltider med masser af smag.
Vi bruger danske og gerne økologiske råvarer, men viser også, hvordan bælgfrugter fra dåse sagtens kan indgå i en nem hverdag.
Kurset afsluttes omkring bordet, hvor vi smager på retterne sammen. Du får opskrifterne med hjem, så du kan arbejde videre med teknikkerne i dit eget køkken.
Kurset er for nysgerrige begyndere. Du behøver ikke have erfaring med bælgfrugter – kun lyst til at lave grøn, mættende hverdagsmad med god smag.